Sluk ilden

Foto: Margrethe Løkkegaard
På dette møde skal spejderne opleve, at ild ikke altid gør, som man forventer. I arbejder med sikkerhed på en måde, der ikke handler om regler, men om erfaring: Hvad sker der, når ild slipper fri, og hvorfor er det vigtigt at være beredt. Spejderne laver forsøg, der viser, hvordan ild kan reagere voldsomt – og lærer samtidig, hvordan man bevarer roen og handler rigtigt, hvis noget går galt.
Intro til lederen

I denne aktivitet oplever spejderne, hvor voldsom ild kan blive, når den får de forkerte betingelser. De ser, hvorfor vand ikke altid er løsningen – og lærer, hvordan man kan slukke ild på en sikker måde. Aktiviteten handler ikke om at skræmme, men om at give spejderne respekt for ild og mod til at handle rigtigt. Aktiviten ligger i forlængelse af den korte aktivitet, men med mere ild.

Intro til spejderen

Ild kan være hyggelig og nyttig – men den kan også pludselig blive ret voldsom. I denne aktivitet skal I se, hvad der sker, når ild får de forkerte betingelser. I kommer til at eksperimentere med stearinlys og flammer og finde ud af, hvorfor nogle måder at slukke ild på virker bedre end andre. Det her er ikke for at skræmme jer, men for at gøre jer klogere – så I ved, hvad I gør, hvis ilden en dag ikke vil, som I vil.

Aktivitetsbeskrivelse
  • Sæt syv fyrfadslys i en alubakke og læg bakken oven på nogle stykker avispapir. Tænd lysene ét efter ét – brug tændstikker, og smid de brugte tændstikker direkte ned til flammerne.
  • Hold øje med, hvad der sker med tændstikkerne, når de lander i varmen.
  • Forestil jer, at der er fest: bordpynt, servietter, serpentiner. Hvad sker der, hvis noget af det kommer for tæt på lysene?
  • Når nogle af fyrfadslysene får store flammer, der blusser op fra den flydende stearin, er det tid til at eksperimentere med at slukke ilden:
  • Prøv at puste – virker det?
  • Læg et stykke stof over flammerne. Hvad sker der, hvis I løfter stoffet igen efter få sekunder?
  • Hvad hvis stoffet er fugtigt (men ikke dryppende!)?

Få tændt lysene igen, så der er godt med smeltet stearin og store flammer fra 2–3 af fyrfadslysene.

Inden næste del

Hold afstand!
Ingen hoveder hen over ilden – bliv mindst en meter væk.

Tal sammen om, hvad der mon sker, hvis man kommer vand i flydende stearin. Hvilken reaktion forventer I?

Når alle er klar og på sikker afstand, kan I prøve jer frem:

Sprøjt en lille smule vand ned mod flammerne, og se, hvordan ilden reagerer.

kan

Hvorfor skete det, der skete?

Fyrfadslys indeholder stearin, som minder om olie. Når stearinen smelter, bliver den meget varm.

Hvis man hælder vand på flydende stearin, vil vandet lægge sig under stearinen på grund af vandets lavere densitet. Derfor fordamper vandet lynhurtigt og slynger den varme stearin ud i luften – og så vokser flammerne pludseligt.

Derfor er vand ofte en dårlig idé til at slukke olie- og stearinbrande. I stedet skal ilden kvæles ved at fjerne ilten, fx med et brandtæppe.

Afrunding

Når aktiviteten er afsluttet, kan du tale med dine spejdere om, hvordan man skal have respekt for ild, men at man ikke behøver at være bange for den.

Tag udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvordan oplevede du aktiviteten med fyrfadslysene?
  • Hvorfor kan du ikke bruge vand til at slukke stearinlys?
  • Føler du, at du ved, hvad du skal gøre i en situation, hvor du ikke længere er i kontrol af ilden?
  • Hvad vil du gøre, hvis du skal slukke stearinlys, fx til fest eller spejder?
Sikkerhed vector-icon
  • Hold 1 meters afstand til flammerne – ingen hoveder ind over.
  • Hav et vredet viskestykke/brandklud klar til at kvæle ild. Evt. brandslukker, hvis I har en i hytten.
  • Brug tænger eller handsker ved alt tæt på varmen.
  • Brug kun meget lidt vand –vand i smeltet stearin kan give store flammer.
  • Stop aktiviteten, hvis flammerne bliver for høje, eller nogen bliver usikre.
Om aktivitet
Tema
lld
Aktivitetstid
30-45 min, 1-1,5 time
Målgruppe
10-13 år, 13-16 år, +16 år
Behov for lederhjælp
Jeps
Det skal du bruge
Aktivitetsform
Aktivitet
Indsend din egen aktivitet
Har du lavet en science-aktivitet med dine spejdere, som andre også bare MÅ prøve? Så kan du sende den til os ved at udfylde denne formular.