Intro til lederen
Alt efter hvor stor isterningen er, er den smeltet efter ca. 45 minutter ved stuetemperatur. Lav en af de andre aktiviteter mens I venter på at isterningen (ikke) smelter.
Aktivitetsbeskrivelse
- Lad hver spejder få en isterning. Hver spejder skal så bestemme en måde at passe på, at isterningen ikke smelter. Det er snyd at bruge en fryser eller et køleskab.
- Kig til isterningen – hvilken metode var bedst? Hvorfor var den metode bedst, tror I?
Hvorfor skete det, der skete?
Alt efter hvordan I har opbevaret isterningen er der forskellige årsager til hvorfor den er smeltet eller ikke er smeltet. Har nogen eks. lagt den et varmt sted, mens andre har lagt den et koldt sted, vil isterningen smelte først det varme sted. Udover at lægge isterningen et koldt sted, er det også en god ide at pakke isterningen ind. Det lyder måske
lidt skørt at pakke isterningen ind, for vi pakker os jo ind for ikke at fryse. Men jakker, huer, vanter osv. holder ikke kun på varmen, de holder også på kulden. Tøjet isolerer, hvilket forhindrer at omgivelsernes temperatur påvirker det varme menneske eller den kolde isterning.
Fakta om vand
Vand fryser ved 0 grader, hvilket vil sige, at under 0 grader bliver vand til is og over 0 grader er vandet flydende. I en fryser er der ca. -18 grader, så man er sikker på at alt er helt frossent.
Lav isterninger dagen i forvejen.



