Sy din egen bestikpose af gammelt stof

Denne aktivitet skal give spejderne oplevelsen af at skabe noget nyt ud af noget gammelt. En bestikpose er praktisk og rar at have som spejder, og den er nem at lave ud af eksisterende stof, der skal have nyt liv.
Intro til lederen

Denne aktivitet skal give dine spejdere en oplevelse af at skabe noget nyt ud af noget gammelt og forstå upcycling, som er kunsten at tage genbrugsmaterialer og  skabe nyt. Derfor er det vigtigt, at spejderne ikke bruger stof fra sybutikken, men i stedet enten bruger noget gammelt stof fra spejderhytten, den lokale genbrugsbutik eller fra rester i deres hjem.

Intro til spejderen

Upcycling er en smart måde at få nye ting ud af gamle udtjente ting, for ofte har stof stadig mange år i sig endnu. Og nu skal vi opleve det selv: Vi skal sy en bestikpose, men vi må ikke bruge nyt stof. I stedet skal vi bruge dette fra gamle gardiner, viskestykker, lagener eller hovedpudebetræk. Måske det kan give jer gode idéer til, hvad stof kan bruges til, når det ikke længere skal bruges til dets oprindelige formål.

Aktivitetsbeskrivelse
  1. Mål op, hvor meget dit spisegrej fylder. Prøv evt. at lægge det ind i stoffet. Hvis der i forvejen er syninger i stoffet, er det en fordel at have dem i kanten, så trådene i stoffet ikke løber.
  2. Klip ud til din bestikpose.
  3. Sæt knappenåle i stoffet, der hvor du vil sy for at holde i stoffet.
  4. Tråd en nål. Du kan vælge at tråde den enkelt eller dobbelt. Ved dobbelt holder den bedst til din spejdertur.
  5. Sy fra et hjørne og sørg for ikke at lukke åbningen.
  6. Mål bånd af til at lukke posen. Den ene ende af båndet kan syes på posen, så du ikke mister det, når posen er åben.
  7. Put dit bestik i posen eller lav batik på posen.
  8. Der kan vælges at flette et bånd til kanten af snor eller sisal. Der kan her laves en løbekant eller bare vælges at binde båndet rundt om posens top.
Refleksionsspørgsmål efter aktiviteten
  • Hvordan var det at sy din egen bestikpose?
  • Hvad kunne man ellers sy af gammelt stof?
  • Hvorfor kan det give mening at upcycle?
Afrunding

I nærmer jeres weekend- eller endagstur, og nu skal I snakke de ting igennem, I har gennemgået på møderne. Tag gerne udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvor skal vi hen, og hvordan kommer vi derhen?
  • Hvad skal vi tænke over i forhold til strøm og energiforbrug?
  • Har vi styr på maden inden turen?
  • Hvordan kan vi tænke genbrug og upcycling ind i weekendturens program?
Om aktivitet
Aktivitetstid
1-1,5 time
Målgruppe
10-13 år, 13-16 år, +16 år
Behov for lederhjælp
Jeps
Det skal du bruge
Aktivitetsform
Aktivitet
Download materialer
Indsend din egen aktivitet
Har du lavet en science-aktivitet med dine spejdere, som andre også bare MÅ prøve? Så kan du sende den til os ved at udfylde denne formular.