Intro til lederen
Hvis I vælger at trække sedler, skal disse laves i forvejen. Du kan evt. tage kortene fra et Tegn og Gæt spil. Aktivitetstiden afhænger af, hvor mange gange I skal tegne. Sørg for at alle spejderne får lov til at tegne.
Aktivitetsbeskrivelse
- Gå enten sammen to og to eller del jer i to hold, der kæmper mod hinanden.
- Hvis de er to og to sammen, kan I lade spejderne selv bestemme hvad de tegner. De skal dog bruge deres fødder til at holde blyanten med. Den anden skal så gætte, hvad der bliver tegnet. Når der er blevet gættet rigtigt, skiftes rollerne, så det nu er den anden der skal tegne og den første der skal gætte.
- Hvis I har delt jer i to hold, skal I have nogle sedler hvorpå der står hvad I skal tegne. Det ene hold trækker en seddel og skal så tegne det der står med fødderne, mens holdet prøver at gætte hvad det er. Sæt tid på, eks. 30 sekunder.
- Gætter holdet rigtigt får de et point, hvis de ikke gætter rigtigt inden tiden er gået må det andet hold gætte én gang, hvis de gætter rigtigt får de et point. Efter det første hold har trukket og tegnet en seddel, skiftes tur og det er det andet holds tur.
Hvorfor skete det, der skete?
Det er ret svært at bruge sine fødder til at tegne med – hvorfor tror I det er det?
Det er nemmere at bruge hænderne til at tegne med, da det er det, vi som mennesker normalt gør, og det vi øver os på. Menneskets tæer bruges hovedsageligt til at hjælpe os med at holde balancen, og de har derfor ikke nær så meget finmotorik som fingrene har. Man ser nogle gange, at folk uden hænder kan bruge deres tæer til mange flere ting. Det er fordi, de øver sig på det, så hvis I går hjem og øver jer på at tegne med fødderne, kan I blive bedre til det.
Hvis I er to og to sammen, kan I også trække sedler, vær dog opmærksom på som aktivitetsansvarlig, at det ikke er sikkert, at alle kan læse.
