Intro til spejderne
Mange har sikkert prøvet at lave en dåsebrænder, som ikke brænder særligt godt og som ikke kan genbruges. Nu skal vi prøve og lave en dåsebrænder, som både brænder godt og stabilt, og som kan puttes i sidelommen til brug på en hejk eller et løb.
Indledende spørgsmål
1. Hvorfor skal spritten varme op før den virker rigtigt?
2. Hvorfor kan den gå ud, hvis man sætter en gryde på med koldt vand?
3. Hvorfor kan der samles vanddråber under den kolde gryde?
Aktivitetsbeskrivelse
Sådan gør du:
Tag arbejdshandsker på. Åbn toppen med en dåseåbner. Glat de spidse hakker i hullet, ved at gnide dem hårdt med det glatte stykke af dåseåbneren. Klip dåsen over midt på det lange lige stykke med den lille saks, ved at stikke spidsen ind og klippe dåsen over. Klip eventuelt kanterne pæne og lige bagefter og sørg for at det lange lige stykke er lige langt på begge dele af dåsen. Lav lodrette folder i den øverste del, ved at presse saksen ind i siden med 2 fingre bagved. Der skal være ca. 1,5 cm mellem, så der er ca. 12 folder i alt, og de skal være mellem 2 og 4 mm i dybden. Der skal trykkes godt til for at lave folderne, så læg alle spejderkræfterne i.
Sæt den øverste del ned i den nederste del. Sæt den på et bord og lav 2 små huller lige under den øverste kant. Laves med nål, søm eller spidsen af saksen. Det er vigtigt for, at der ikke kan komme for højt tryk i brænderen.
Sæt den på et ikke-brændbart område. Fyld sprit i midten og tænd den. Når den har varmet spritten lidt, kan der sættes en lille gryde på.
Husk ikke at genopfylde en varm brænder, mærk forsigtigt efter med hånden, da flammerne kan være svære at se.

Sådan skal dåsen se ud fra oven med de lodrette folder
Hvorfor skete det, der skete?
Når spritten er varm nok, udvikler den dampe, der kan brænde. Når der står en gryde over midterhullet, og den er varmet godt op, så kommer der lidt længere flammer på grund af overtrykket. Vanddampen samler sig på den kolde bund af gryden. Hvis det køler brænderen for meget, så laver spritten ikke dampe nok til forbrændingen, og brænderen går ud.
Afrunding
Overvej dette efter aktiviteten:
Fandt i svarene på de indledende spørgsmål? Lykkedes det alle at lave fungerende brændere, og hvis ikke, hvorfor tror I så ikke?
Børn og unge bestemmer:
Der kan laves mange andre typer. Prøv eventuelt penny stove med bunden af 2 dåser huller lavet med tegnestifter eller en med dobbelte vægge, hvor en dåse klippes i 3 stykker. En lidt større udgave er 2 tundåser med borede huller på ca 5 mm, som også kan laves. Bed spejderne eksperimentere med at lave deres egen version ud af en anden type dåse.
- Pas på skarpe kanter på dåserne.
- Brug eventuelt arbejdshandsker.
- Husk de 2 små huller foroven, så der ikke kan komme for højt tryk i.
- Pas på med sprit.
- Gør det udenfor, hvor der kke er andet, der kan brænde.
- Eventuelt en metal bradepande.
- Husk ikke at genopfylde en varm brænder, mærk forsigtigt efter med hånden, da flammerne kan være svære at se.







