Naturvidenskabelig pointe:
Man kan opløse salte i vand. Mængden, der kan opløses er afhængig af temperaturen.
Intro til spejderne
Havvand smager salt, fordi der er salt i. Salten i havvandet er opløst, og derfor kan man ikke se eller mærke den. Når man inddamper havvand (fordamper vandet) får man mange steder natriumsulfat eller også kaldet Glaubersalt. Natriumsulfat kan selvfølgelig opløses igen i vandet, og man kan ved at variere temperaturen få det til at krystallisere igen, fordi vandets opløselighed variere efter temperaturen. Det skal vi lege og lære med i denne aktivitet. Glaubersalt er opkaldt efter den tysk/hollandske apoteker og kemiker Johann Rudolf Glauber, som i 1625 opdagede saltet, og kaldte det sal mirabilis (mirakel salt), da det kunne bruges medicinsk.
Indledende spørgsmål
1. Hvad sker der med opløseligheden, hvis man forsøger at opløse natriumsulfat i vand med forskellige temperaturer? Ved for eksempel kogende, stuetemperatur eller 40 ºC
A. Kogende
B. Stuetemperatur
C. 40 ºC.
2. Hvad er en overmættet opløsning?
3. Hvad sker der, hvis man tilsætter krystaller til en overmættet opløsning?
Aktivitetsbeskrivelse
- Sådan gør du:
Opskriften er for 1 patrulje/gruppe - Eksperimenter med opløseligheden i forhold til temperaturen. Når spejderne har fundet ud af, hvor de kan opløse mest, skal de lave en opløsning og sikre, at der ikke er krystaller tilbage overhovedet.
- Opvarm ½L vand til 40 ºC (det er vigtigt at der ikke tilsættes for meget vand da der så ikke senere dannes krystaller).
- Tilsæt lidt Glaubersalt af gangen og rør rundt – alt bortset fra ½ teskefuld skal bruges.
- Vær opmærksom på at skylle ALLE krystaller ned fra siden af glasset
- Når der ikke opløses mere, hældes opløsningen over i et glas, der er skyllet i varmt vand – opløsningen må ikke chokkøles, og der må ikke komme krystaller med.
- Glasset dækkes med en glasplade/tallerken.
- Opløsningen får lov til at køle af.
- Efter afkøling fjernes glaspladen forsigtigt uden at syltetøjsglasset røres (små rystelser kan starte krystalliseringen.
- Der tilsættes en enkelt krystal for at starte udkrystalliseringen.
- Det tager et par minutter, så er glasset fuld af krystaller.
Hvorfor skete det, der skete?
Der kan opløses rigtig meget natriumsulfat (el. glaubersalt) i vand. Den højeste opløselighed får man ved 32,4ºC, hvor der kan opløses omkring 500 g Natriumsulfat i 1 L vand, hvilket er det dobbelte i forhold til, hvad der kan opløses ved stuetemperatur. Hvis man laver en mættet opløsning ved 30-40 ºC og lader den afkøle, kan man få en overmættet opløsning, som vil krystallisere, så snart der er en pode-krystal. Det er vigtigt at stå tæt på for at kunne se krystallerne vokse, lad patruljerne selv lave forsøget. Hold evt. en sort baggrund ved glasset for lettere at kunne se. Opløsningen kan genbruges mange gange. Opbevar den i en lukket beholder, og varm den op i vandbad, så alt er opløst inden brug. Det er vigtigt, at der overhovedet ikke er krystaller tilbage – heller ikke på siden af glasset, da opløsningen ellers krystalliserer under afkøling.
Afrunding
Overvej dette efter aktiviteten:
1. Hvorfor startede krystalliseringen under afkøling (det gør den for mange)?
2. Hvorfor kan man få en overmættet opløsning?
3. Hvad sker der, hvis man stiller den lune opløsning i fryseren for at afkøle den hurtigt?
Børn og unge bestemmer:
Lad spejderne eksperimentere med at opløse alt muligt i vand.
- Man må ikke spise eller drikke opløsningen eller indholdet af den.
- Støv kan irritere øjne og luftveje, og man skal skylle med vand, såfremt det kommer i øjnene.

