Intro til lederen
Dette eksperiment sviner lidt, så gør det udenfor eller på en bradepande, i en balje eller lign. Det er med vilje, at der i fremgangsmåden ikke er skrevet, hvor meget natron og eddike der skal kommes i, lad spejderne selv prøve sig frem.
Hint: Der skal ca. 1 spsk. natron til 2 dl eddike.
Aktivitetsbeskrivelse
- Byg jeres vulkan, her er det vigtigt at den tomme sodavandsflaske bliver placeret inde i vulkanen, men så hullet stadig er frit. Vulkanen kan eks. laves ved at forme et bjerg af jord rundt om flasken, bygges af papmache, eller hvad I kan finde på.
- Kom natron i flasken.
- Dryp lidt frugtfarve ned i eddiken, det kan være en god ide at hælde eddiken i en lille kande, flaske eller lignende, så det er nemt at hælde i vulkanen.
- Kom eddiken med frugtfarve i flasken – hvad sker der?
Hvis I vil prøve at lave en bedre lavaeksplosion, kan flasken sagtens bruges igen.
Hvorfor skete det, der skete?
Når natron og eddike blandes, sker der en reaktion hvor der dannes kuldioxid, også kendt som CO2. CO2 er en gas, og gas fylder meget, så det kan ikke være inde i flasken, derfor flyder lavaen/væsken ud af vulkanen/flasken. Der vil blive ved med at komme lava ud, så længe der er natron eller eddike tilbage.
Denne vulkan er bare en eksperiment-vulkan, det er ikke sådan en vulkan ude i virkeligheden fungerer, for der er hverken natron eller eddike i en vulkan.
Hvis I laver forsøget indenfor, skal I lufte ud undervejs. Når I blander natron og eddike, hold da ikke hovedet ind over flasken, da det kan sprøjte.




